Pleje af plæne

Tips og tricks - Anlæg af Plæne - Pleje af plæne - Plænen året rundt

Klip rigtigt
Vejen til en tæt, smuk plæne er rigtig klipning fra sidst i april til først i oktober. Ved årets første og sidste klipninger, må du ikke klippe græsset kortere end 4 cm. Midt på sommeren kan du sætte klippehøjden ned til 3 cm.

Lad afklippet ligge
Når plænen klippes jævnligt, er der ingen grund til at rive græsafklippet sammen. Det indgår i naturens kredsløb og giver næring til græsplanterne. Hvis du alligevel vælger at fjerne afklippet, skal du huske at kompensere for det i din gødningsplan.

Forny din plæne
En årlig eftersåning fornyr og forskønner din plæne og holder den konkurrencedygtig overfor ukrudt. Teknikken er enkel: først klippes plænen helt tæt og rives grundigt igennem for mos og døde græsplanter – her kan en vertikalskærer (plænelufter) gøre underværker. Herefter sås Den rigtige til eftersåning jævnt over hele plænen.

Ukrudt
Nysåede græsplæner er ofte fyldt med en masse ukrudt, som i forvejen findes i jorden. I takt med klipning vil græsset efterhånden få overtaget. Ukrudtsplanter med lav udbredt vækst kan luges bort eller bekæmpes kemisk med Den rigtige plænerens.

Undgå vanding
Plænevanding er en uskik, der svækker græsplanterne, fordi rødderne ikke behøver at søge i dybden efter vand. Selv om plænen ser brun og vissen ud i meget tørre perioder, er der masser af liv i græsplanterne. Plænen bliver hurtigt grøn igen, når der kommer en byge.

Styrk din plæne
Den rigtige plænegødning er nøje afstemt efter græssets behov og giver en smuk og slidstærk plæne. Prydplænen skal gødes tre-fire gange om året, efter devisen lidt men tit. Giv gødning om foråret, når væksten går i gang, til Skt. Hans, lige efter sommerferien i august og rund sæsonen af med et lille drys sidst i september. Hvis du bruger langtidsvirkende gødning og lader græsafklippet ligge efter klipning, skal du kun gøde to-tre gange om året. Dosering fremgår af emballagen.

Fjern visne blade
Hvis plænen dækkes af visne blade om efteråret, er det en god ide af rive dem sammen. Der opstår let skader på plænen, når bladene nedbrydes og undervejs lukker af for lys og luft til plænen.